Weekendkurser er en optimal måde for klubber, foreninger og private for at gå i dybden med et emne. Hund &Trænings undervisere er alle universitetsuddannede og har stor og bred erfaring indenfor en række forskellige emner. Står din forening, klub eller du selv og søger efter kvalificeret undervisning, så kontakt os gerne. Vi kan bl.a. tilbyde kurser indenfor:
• Klikkertræning – vi kan tilbyde en grundig introduktion til klikkertræning, hvor I vil blive præsenteret for den teori, der ligger til grund for træningen og derefter selv afprøve klikkertræningen i praksis. For jer der er kommet over de indledende stadier, kan vi tilbyde mere avancerede kurser i klikkertræning, hvor vi f.eks. kan gå i dybden med kriteriesætning, sammenkædning af delmomenter, automatisering eller vedligehold af øvelser.
• Lydighedstræning – vi kan tilbyde kurser på alle niveauer af lydighedstræning, lige fra begynder og hverdagslydighed til eliten. Vores populære aftenforedrag ”sådan får du succes” kan vi også tilbyde som et dags- eller weekendkursus. Her sætter vi fokus på de færdigheder, der gør, at din træning bliver en succes uanset dit ambitionsniveau
• Konkurrencetræning – er I en forening, klub eller gruppe, der stiler efter at konkurrere i DKK eller DcHs lydighedsprogrammer, kan vi tilbyde kurser, hvor vi har fokus på dels træningen og tilrettelæggelsen af de enkelte konkurrenceøvelser, dels den mentale forberedelse for føreren. Hvordan vi har det, når vi træder ind over båndet har stor betydning for hundens præstation og derfor er konkurrence- og mentaltræning et must, hvis du har ambitioner om at vinde.
• Stress – vil I gerne vide noget mere om, hvordan og hvorfor stress opstår, eller hvad man kan gøre ved det, kan vi tilbyde kurser der sætter fokus på lige netop det. For meget stress kan skade vores hunde og ødelægge træningen. På den anden side yder vores hunde bedst, hvis de er tændte. Vi kan sætte fokus på, hvordan man får det sidste uden at få det første.
• Adfærd – vi kan tilbyde kurser baseret på den seneste viden omkring hundes adfærd. Det kan være hundens normaladfærd, sprog eller adfærdsproblemer. Vi sætter fokus på forskellen mellem træningsrelaterede problemer og adfærdsproblemer og hvilke muligheder man som hundeejer har for at løse dem. Adfærdsproblemer kan ofte afhjælpes, men fokus skal være på varige løsninger i stedet for quick fixes.
• Indlæring hos hunde – har I lyst til at vide mere om, hvordan hunde lærer, kan vi tilbyde et kursus om hvordan læring foregår i hjernen. Tag med ind i hundens hjerne og få f.eks. forklaringerne på hvorfor det at belønne hunden er så effektivt, eller hvorfor det er en fordel at træne i korte sessioner.
• Vi kan tilbyder også at efteruddanne instruktører – f.eks. undervisning i klikkertræning, stresshåndtering, problemløsning, osv.
Kurserne kan tilrettelægges så de passer til lige netop jer og undervisningen kan være både med eller uden hunde.
Prisen for en weekenddag med Christina Ingerslev, Karen Strandbygaard Ulrich eller Karen Frost Knudsen er 5.500 kr. og for en hel weekend 10.000 kr. Plus kørsel til 4 kr. pr. km.
Kontakt os for at høre mere om mulighederne. |